Sejle med Grand Danois i Caribien

foto

Marmaris Tyrkiet 2007

Det var med forventning at jeg ankom til Marmaris Yachtmarina, hvor Grand Danois året før var trukket på land efter en kollision med en betonkaj på øen Astapalaia. Hele agterdelen var blevet trykket ind og dele var ödelagt og faldet i vandet.I mellemtiden var skaderne blevet udbedret og jeg kunne nyde synet af et helt ny badeplatform med en hel ny konstrueret badeplatform og en kombineret land og badestige, alt sammen udført i meget flot kvalitet af de lokale håndværkere.På denne plads var der tidligere monteret et stort mekanisk Aries vindror som jeg efter en del overvejelser valgte ikke at erstatte. I stedet satsede jeg på et hydraulisk system som er mere tidssvarende. Det kan via en såkaldt intelligent computer styres af vinden, kompas og ikke mindst efter GPS (Global Position System) i princippet kan årets sejlads tilrettelægges hjemme i stuen, så er kursen sat og klar til sommerens sejlads!
Hydraulikstyringen monteres direkte på rorstammen inde i båden og er derfor ikke så sårbar ved sammenstød. Det bruger naturligvis strøm og den næste nyanskaffelse bliver derfor en vindgenerator. Solcellerne som klarer forsyningen har i dag en kapacitet på ca.130 Watt hvilket ikke er tilstrækkeligt.

Marmaris Yacht Marina

Nu fik jeg travlt, der var meget der skulle nås på fjorten dage. Jeg havde nemlig købt en charterrejse og indlogeret mig på et dejligt hotel inklusive halvpension så tiden kunne udnyttes effektivt. Turen hver morgen klokken otte ud til marinaen med en Dolmus og retur igen sent aften det er tidskrævende og hårdt arbejde at få resten af båden til at holde den samme standard som det der lige var renoveret, så der blev slebet og spartlet som aldrig før. Også bunden fik en ny omgang bundmaling samt seks nye Zinkanoder til korrosionsbeskyttelse, ialt 50 kilo de gamle havde holdt siden afrejsen fra Danmark tre år tidligere og var næsten opbrugt.
Efter ti hårde arbejdsdage var jag dødtræt jeg kan ikke tälle de gange antal gange som jeg har været oppe og nede på stilladser og stået eller ligget i helt umulige arbejdsstillinger. Men har efterhånden erfaring for at jeg taber mig ca. tre kilo under processen! Jeg nåede det meste men der var alligevel stadig mange løse ender som først kunne færdiggøres når jeg kom tilbage igen i maj måned. Vejret var nemlig udmærket den første uge men den sidste uge blæste det kuling med regn så det var begrænset hvad der kunne gøres udvendigt, på hotellet kunne jeg følge charterturistens skuffelse over at en dyrt betalt rejse regnede væk.

Marmaris, Side.

Tilbage igen, herligt! Solen skinner fra tidlig morgen til solnedgang, afterne er lune, havet er 23 grader. Min datter Lena, og hendes kæreste har meldt sin ankomst til først i juni så jeg har god tid til mig selv. Jeg beslutter derfor efter endt klargøring at sejle min første solosejlads alene ombord til Side som ligger i Antalya bugten. ca. 200 sm. syd-öst for Marmaris. Der har jeg en søster som hedder Myrna som jeg aldrig har besøgt. Hun bosatte sig der for næsten 12 år siden og er i dag tyrkisk gift og stedmor til to børn, datteren var knapt et år og sønnen seks år da de blev forladt af deres mor.
Det blev en meget dejlig sejltur og der er en stor tilfredsstillese at sejle i et nymalet velfungerende skib. Kysten sydpå er ubeskrivelig smuk man sejler i et øhav helt tæt på klipperne, og vejret var virkelig med mig. De to første dage var der en let vind som døde ved solnedgang men de sidste to dage frisk vind. Undervejs var der masser af ankermuligheder så jeg fik min nattesøvn og fik udhvilet.
Velkomsten til Side havn var overväldende. Myrna var mødt op med familie og venner og stod i havnen og vinkede, samtidig ankom en stor udflugsbåd med en del Danskere ombord. Der blev råbt; jamen det er jo Grand Danois, og hej Freddy, hvad laver du her! Det var Anne og Anette gamle venner af familien som var på charterferie. Sikke en velkomst

Mödet i Side

Myrna er min yngste søster, hun har altid haft udlængsel, lige fra teenageårene fløjtede hun omkring i verden, pludselig fik man at vide at hun var bosat i Tyskland, så var hun gift i Sydafrika og man hørte ikke fra hende i flere år. Når hun kom hjem fra en af sine rejser var det ikke ualmindeligt at hun glemte at give familien besked om at hun var kommet hjem. Det kan selvfølgelig skyldes at vi var seks søskende spredt for alle vinde. Men noget tilhørsforhold har hun aldrig følt. Det fortalte hun mig en aften mens vi sad på familiens dejlige terrasse med udsigt til den lokale Moske. Ofte kunne man høre musik og dans i boligerne i området. Jeg fik at vide at man altid fester når de unge skal af sted til militærtjeneste som varer 24 måneder og hvor en del ikke genser familien igen. Der foregår nemlig stadig en krig mellem Kurderne i bjergene men den er meget lidt omtalt i medierne. En anden årsag til festen kan naturligvis være den at soldaten får udleveret et kort med to klip. Det kan benyttes til to besøg på et af de statsstyrede bordeller!
Myrna pegede en dag over på den lokale kirkegård og fortalte at der skulle hun begraves når tiden var inde. Selv har jeg det på den måde at min rejse først er slut når jeg kommer hjem igen. Tanken om at skulle begraves i et fjernt land (Sverige er et fjernt land) giver mig gåsehud, jeg ved godt at det er irrationelt men sådan er det!
Vi havde nogle herlige intensive dage sammen. Hele hendes familie og venner var med ude og sejle flere af dem havde aldrig været på en sejlbåd før. Vejret var fantastisk men især kvinderne led forfærdeligt af søsyge. Aldrig har jeg tømt så mange spande med bræk!
Inden jeg sagde farvel, forærede jeg mine gamle guitarer til min søsters børn. Skolen havde tilbudt at de kunne vælge at spille fløjte eller guitar. Men valgte de guitar skulle de selv bringe en med, og de hadede at spille fløjte...
En sen eftermiddag forberedte jeg igen min solosejlads tilbage mod Marmaris. Desværre tiltog vinden til hård modvind, og sejladsen over bugten tog derfor hele natten men ved daggry kunne jeg endelig skimte marinaen i Finike hvor jeg fik tanket diesel og sovet lidt. Gudskelov for selvstyrer og en velfungerende motor!

Göcek

Nu skulle jeg mødes med min datter som er gravid i sjette måned, hendes kæreste Rune og deres veninde Mary Lisa som havde haft problemer med sin kæreste og derfor var lidt desperat for at komme lidt væk fra det hele.De stod på i Göcek som ligger i en halv times taxa kørsel fra Dalaman lufthavnen. Jeg havde valgt dette sted fordi der indenfor en relativ lille radius findes utroligt mange smukke og interessante steder, og utallige ankerpladser med dejligt klart vand. Tyrkiet har virkeligt forstået at udnytte de muligheder der ligger i deres fantastiske bjerg og ørige vestkyst. Tusindvis af turistbåde såkaldte Gulets bygges og vedligeholdes i Tyrkiet, skibene er bygget af ædle træsorter og andre kostbare materialer og overdådigt udstyret med alt luksus.
Grand Danois ligger side om side med disse smukke skibe med masser af glade turister, nogle er på dagtur, men rigtigt mange ligger ligeledes over for natten, og selv om ankerne engang imellem filtrer sig ind i hinanden så foregår kommunikationen mellem bådene altid på en sober og venlig måde. Man skal passe på med at generalisere men her kunne Grækerne godt lære noget!
En anden ting som er meget specielt Tyrkisk. Når man sejler ind i en bugt ofte helt omgivet af bjerge, så er der næsten altid en anløbsbro med el. - og vand- toilet og badeforhold. Et enkelt sted spurgte de om vi ikke havde noget vasketøj! Det er da service. Det hele er til fri afbenyttelse. Nå ja, de forventer naturligvis at man spiser i restauranten. Og det kan være lidt af et dilemma når man kommer ind i en bugt og der er flere forskellige broer med hver sin restaurant og ejerne alle steder står og vinker ind til netop deres bro! Restauranterne som ofte er familieejede i generationer er utroligt gästfri.