Det blev et dejligt gensyn med Lena. Hendes mave havde i mellemtiden vokset sig stor og sund hun var nu i sjette måned.
Jeg har flere gange undervejs modtaget scannede foto af mit første barnebarn. Og det er da en dejlig tanke at den næste generation, ligesom sin egen moder allerede har oplevet at leve på en lille båd inde i sin moders mave.
Lenas kæreste Rune havde aldrig tidligere været på en båd men fandt sig hurtigt til rette og deltog flot i alle de daglige rutiner som der altid er på et sejlskib.
Når man har kærestesorger hvad gør man så ikke for udfordrede skæbnen det hele kan jo være ligegyldigt ikke?! Mary Lisa meldte sig frivilligt til at blive hejst næsten helt op i den 18 meter høje mast hvor en stålvejer havde gået i bekneb bag en lanterne gudskelov fandt hun aldrig ud af hvilke problemer vi havde med at få hende ned igen. Men da jeg ville hejse en kniv op til hende for at hun skulle skære det tovværk over som bar bådsmandsstolen hun sad i så brød Lena ind og sagde at så var det nok!
Men man kan mærke på mine gaster at tiden flyver af sted. Der er så meget der bare skal nås, og at få det hele med på en uge. Men vi nåede da hele bugten rundt et besøg hos barberen i Fethiye og spisning inde i byens salgshal. Der kan man købe frisk fisk til rimelige priser og få den tilberedt på de hyggelige små restauranter som meget charmerende er placeret ind imellem de handlernes boder.
Efter otte pragtfulde inspirerende dage var det tid til at forberede sig til hjemturen igen. Otte dage er ingenting når man som efterlønner er blevet vant til at kunne fråse i tid, tid bliver noget med at når, eller hvis solen står op om morgenen, ja så er det tid til at stå op!
Føler man sult så er klokken nok ved at være middag osv. Jeg skal love for at det biologiske ur begynder at virke. Jeg har ikke gået med ur siden jeg stoppede med at arbejde og det er gået fint måske bortset fra dengang hvor jeg skulle nå et fly i Athen. Da jeg stod i lufthavnen sagde de at flyet først gik i morgen. Jeg havde taget fejl af datoen!
Det er klart at der opstår et sentimentalt tomrum når man pludselig bliver ladt helt alene i en helt fremmet by og land. Men det giver tid og ro til at reflektere lidt over tingene og der er ingen grund til at kede sig, der er altid nok at tage fat på. Ankerspillet fungerede ikke ordentligt, det holdt tilfældigt op med at virke og pludselig gik det igang igen. Det nye indkøbte anker vejede 30 kilo plus kædens vægt så skal det bare virke, det er næsten umuligt at tage det op på anden måde.
Under dette arbejde var jeg nok lidt distræt og fik af tankeløshed hånden i klemme mellem hjulet og ankerkæden. Alle fem fingre sad inde i hjulet, delvis mast jeg kunne ikke få dem ud selvom jeg forsøgte at hive hånden ud med den friske hånd! Jeg må indrømme at jeg et kort øjeblik overvejede at besvime men da der ikke var nogle mennesker i nærheden som kunne hjælpe mig så tjente det jo intet formål. Efter et stykke tid fandt jeg et stykke værktøj som jeg akkurat kunne nå med fingerspidserne og med det lykkedes det at løsne hjulet og få hånden ud. Se, det er også en del af dagligdagen på en sejlbåd!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar